Situation

Ved mange tilskadekomne og/eller mange akut syge kan Hospitalsenhed Midt eller andre hospitaler med patienter fra Viborg Kommune, være nødsaget til at udskrive patienter før tid. Desuden kan det blive aktuelt at udskyde planlagte, ikke akutte indlæggelser.

De fleste ikke-færdigbehandlede patienter vil fortsat have behov for hjælp og ekstra pleje.

Den ekstraordinære udskrivning bevirker, at det kommunale plejepersonale skal tilse et større antal borgere med ekstra plejebehov.

Hospitalet vil opdele patienterne i grupper. Herudfra kan Sundhedschefen og Omsorgschefen vurdere, hvorvidt patienter kan flyttes til eget hjem eller skal anbringes på plejecentre eller midlertidige pladser – alt efter omfanget af den skønnede pleje.

Gruppe 1: Kan udskrives til eget hjem uden hjemmepleje, men med/uden medicinsk udstyr og med/uden lægemidler.
Gruppe 2: Kan udskrives til eget hjem med hjemmepleje.
Gruppe 3: Kan udskrives til plejeinstitution/modtagecenter.

Alarmering

AMK varsler Midtjysk Brand & Redning om ekstraordinær udskrivning af patienter via den døgnbemandede vagtcentral på 89 70 35 99.

Midtjysk Brand & Redning alarmerer Omsorgschefen, der iværksætter afdelingens indsatsplan. Beredskabsdirektøren indkalder eventuelt krisestaben. Der henvises til den generelle alarmeringsprocedure for indkaldelse af krisestaben.

AMK meddeler i forbindelse med alarmeringen omfanget af de ressourcer i det kommunale sundhedsberedskab, der er behov for.

Herefter vil de enkelte afdelinger på hospitalet tage kontakt til kommunen for at indgå konkrete aftaler.

Opgaver

Det kommunale sundhedspersonale skal modtage og pleje ekstraordinært udskrevne patienter fra hospitaler, som fortsat har behov for hjælp og ekstra pleje.

Ved ekstraordinær udskrivning af et større antal patienter fra hospitalerne til plejecentre eller eget hjem er det de praktiserende læger i plejecentres lokalområde eller den hjemmeboende borgers lokalområde, der har til opgave at varetage behandlingen af patienterne. Dette sker i tæt samarbejde med cheferne på sundheds- og omsorgsområderne.

Fordeling af opgaver planlægges af praksiskonsulenterne, og plejecentrene informeres i forbindelse med modtagelsen af patienterne om, hvilken læge de kan benytte.

Handling

Lederen af visitationen i Sundhed og Omsorg og berørte områdeledere/centerledere træffer aftale med hospitalet om udskrivningsprocedure, herunder forventet antal patienter, disses identitet, tilstand, epikrise, medicinsk udstyr etc.

Den øverste chef/leder tilrettelægger i samarbejde med relevante ledere og medarbejdere modtagelsen af de ekstraordinært udskrevne patienter. Øverste leder tager kontakt til praktiserende læge, med henblik på at tilse de udskrevne patienter.

Antallet af udskrevne patienter vil først blive kendt ud fra en vurdering af den konkrete situation.

Fysisk placering af sundhedsberedskabet ved ekstraordinær udskrivelse:
Den fysiske placering afklares i forbindelse med afklaringen af omfanget og dermed behovet for eventuelt indkvartering af borgere.

Kategorisering af udskrevne patienter og nødvendige oplysninger:
Da der kan være tale om helt ukendte borgere for kommunen, er det vigtigt, at kommunen modtager oplysninger om stamdata, tidspunkt for modtagelse, diagnose, omfang af personlig pleje, behov for sygepleje, madservice, medicin, hjælpemidler, samt eventuelt behov for ambulant kontrol eller opfølgende besøg hos egen læge.

Udskrivningsoplysningerne skal modtages sammen med patienten ved udskrivelsen.

Regionen har ansvaret for hurtigt at informere praktiserende læge, vagtlæge og praktiserende speciallæge om udskrivelsen.

Modtagelse af ekstraordinært udskrevne og det videre patientforløb:

Patienter udskrevet til eget hjem:

Ved ekstraordinær udskrivelse af patienter til eget hjem sættes de sædvanlige procedurer ved udskrivning fra hospital i gang.
Det enkelte ældreområde, som patienten udskrives til, vurderer om der skal indkaldes ekstra personale.

Patienter udskrevet til plejecenter:

Personalet på plejecenteret/lokationen varsles om modtagelsen. Lederen på stedet vurderer omfanget af plejen og indkalder ekstra personale, hvis det skønnes nødvendigt.

Indsatsen over for andre syge, lettere tilskadekomne og borgere hvis indlæggelse er udskudt:

Den lokale leder i området vurderer omfanget af plejen og indkalder ekstra personale, hvis det skønnes nødvendigt.

Ledelse og organisation

Omsorgschefen har i samarbejde med Sundhedschefen det overordnede ansvar for ledelsen.

Den daglige leder har ansvaret for det operationelle niveau i krisesituationen.

Visitationen Sundhed og Omsorg afrapporterer gennem Omsorgschefen til krisestaben.

Ved behov inddrages hygiejneorganisationen.

Bemanding og udstyr

Ekstra personale med de rette kompetencer indkaldes efter behov.

Personale i køkkener og administration kan også blive involveret.

Områderne søger selv for de nødvendige sårpleje- og værnemidler.

Oprettelse/revision

Denne delplan er udarbejdet af Brian Kristiansen, oktober 2017, som del af den overordnede Sundhedsberedskabsplan 2018-2021
Godkendt af Viborg Byråd.

Action cards

Action card for ekstraordinær udskrivning fra hospital.

Action card for koordination mellem hospital og kommune