Situation

Pludselig afbrydelse af strømforsyningen til servere og netværk på rådhuset.

I mindre omfang pludselig afbrydelse af strømforsyningen i andre dele af elforsyningsområdet.

De ramte grupper er indirekte medarbejdere og borgere, som bliver påvirket af strømudfaldet.

Konsekvensen kan variere fra driftstop på enkelte systemer, herunder borgervendte services, til en altomfattende lammelse af hele netværket og alle systemer. Dette rammer potentielt alle brugere, borgerrettede systemer samt services der er afhængige af internettet.

Mange fag-/systemer vil blive ramt. Det er f.eks. ikke muligt at tilgå fagsystemer som omsorgs-systemet Nexus, hvilket kan påvirke kritiske leverancer så som medicinoplysninger, kontaktoplysninger m.m. for borgere tilknyttet tilbuddet.

Derudover systemer, hvor der ved nedbrud kan opstå kritiske situationer:
Nødkaldeanlæg, alarmer og andet bygningsautomatik.

Alarmering

Hvor kan alarmer komme fra?

Alarmer vil typisk komme fra medarbejdere eller it-overvågningsudstyr, hvorefter it-teknikere kontakter ledelsen i It og Digitalisering og krisestaben i It og Digitalisering etableres.

Hvem alarmerer videre?

It-ledelsen vurderer i samarbejde med relevante medarbejdere i It og Digitalisering, hvem og hvilke roller der skal aktiveres i It og Digitaliserings interne krisestab, hvorefter disse personer indkaldes.

Hvem alarmeres?

Ligeledes vurderer it-ledelsen i hvilket omfang Stabenes øverste krisestab skal aktiveres.

Hvordan alarmeres de?

Den interne kriseorganisation aktiveres via telefon, sms og mail. Arbejdstelefonnumre og arbejdsmails anvendes primært.

Alle alarmer skal gå via Service Desken på tlf. 87 87 41 99 indenfor normal arbejdstid.

Normal arbejdstid er:
Mandag til onsdag: Kl. 7.00 – 15.30
Torsdag: Kl. 7.00 – 17.00
Fredag: Kl. 7.00 – 13.30

Udenfor dette tidsrum er der en IT-vagtordning på tlf. 87 87 41 99, som er tilgængelig i tidsrummet:

Mandag til onsdag: kl. 15.30 – 21.00
Torsdag: Kl. 17.00 – 21.00
Fredag: Kl. 13.30 – 18.00
Lørdag og søndag: Kl. 8.00 – 16.00

Ved henvendelser på andre tidspunkter af døgnet er det beredskabet der svarer på tlf. 87 87 41 99. Her benyttes alarmeringslisten, som findes hos MJBR.

 

Opgaver

Hovedfokus er at skabe overblik over hændelsen og hvis nødvendigt inddrage samarbejdspartnere/leverandører i løsning af hændelsen.

Ligeledes er fokus på genetableringsprocedure og undersøgelse af konsekvenser i forbindelse med hændelsen essentiel for den fortsatte drift.

Viborg Kommunes UPS-installation leverer strøm til servere, operatørrum, nødkøl og dele af det primær kølesystemet, hvorfor der er begrænset driftstid til rådighed ved udfald af primær strømforsyning. Derfor er det valgt, at alle servere lukker ned efter 15 minutters fravær af primær elforsyning, hvorefter de øvrige systemer vil falde ud, når UPS-forsyningen er opbrugt. Denne prioritering sikrer, at serverne bliver lukket pænt ned og forebygger problemer ved senere opstart.

Handling

Den interne krisestab i It og Digitalisering aktiveres og proceduren, rollerne og opgaverne skitseret i It og Digitaliserings interne vejledninger om krisehåndtering følges for at håndtere hændelsen.

Hvilke andre aktører skal indsatsen koordineres med?

I forbindelse med håndteringen af hændelsen inddrages relevante interne og eksterne aktører ud fra hvilke systemer der er berørt.

It-chef rollen informerer/aktiverer stabenes øverste krisestab og fungerer som bindeled mellem denne og den interne krisestab i It og Digitalisering.

Kommunikationen i forhold til hændelsen koordineres mellem den interne kommunikationsansvarlige i It og Digitalisering og kommunikationsansvarlig i Stabenes øverste krisestab, hvis der skal kommunikeres med pressen eller andre eksterne kilder.

 

Ledelse og organisation

Da hændelsen ofte vil påvirke flere direktørområder, er ansvaret for håndtering af hændelsen placeret hos Stabenes øverste krisestab. Ansvaret for at levere grundlag for beslutninger i Stabenes øverste krisestab ligger hos den interne krisestab i It og Digitalisering.

Kriselederen i It og Digitalisering har ansvaret for håndtering af hændelsen internt i It og Digitalisering.

Stabenes øverste krisestab inddrages for koordinering med pressen og håndtering af øvrige direktørområders håndtering af hændelsen.

Det primære arbejde med genetablering af en normal driftssituation foregår internt i It og Digitalisering.

Der arbejdes med nødplaner i øvrige direktørområder/afdelinger.

Bemanding og udstyr

It og Digitalisering har bemandet den interne krisestab i It og Digitalisering.
Stabenes øverste krisestab er bemandet.
Der etableres et møderum, hvor krisestaben i It og Digitalisering har udgangspunkt.

 

Kommunikation

Intern kommunikation

Alt kommunikation i It og Digitaliserings interne krisestab koordineres af kommunikationsmedarbejder i It og Digitalisering. Koordineringen forgår i samarbejde med kommunikationsmedarbejdere i stabenes øverste krisestab, hvor kommunikationen er rettet mod interne – i Viborg Kommune – interessenter (direktørområder).

Ekstern kommunikation

Kommunikationsmedarbejder i stabenes øverste krisestab koordinerer kommunikationen med pressen om hændelsen.

Kontaktoplysninger

It-chef
Anders Schøler Kollin,
Mobil: 30 36 61 95,
Mail: akol@viborg.dk

Stedfortrædere

Afdelingsleder
Peter Jakobsen,
Mobil: 41 71 90 08,
mail: pj@viborg.dk

Afdelingsleder
Ole Christiansen,
Mobil: 30 76 20 61,
mail: okc@viborg.dk 

 

Oprettelse/revision

Denne indsatsplan er udarbejdet af Lars Gaml. 
Godkendt af Erik Sørensen den 6. oktober 2021.

Revideret af Peter Jakobsen den 7. oktober 2022.

Action cards

Der henvises til It og digitaliserings interne beredskabsplaner.